Året 2008: På opdagelse i Inkaland

Det var ca. 550 år siden inkarigets fald, men alligevel føltes den store betydning det gamle rige stadig har for området.

I sommeren år 2010 var jeg og resten af min familie på en oplevelsesrig rejse rundt i det gamle inka land, Peru.

En helt uforglemmelig oplevelse var det at se de geniale måder, hvorpå de tænkte, og de måder de deraf havde indrettet samfundet på. Vi var rundt og se nogle af de vigtigste af inkaernes bastioner, og det var her vi fik de mest passionerede foredrag om inka-tiden. Og under de mange fortællinger vi fik, fik vi for alvor øjnene op for den historiske betydning inkariget har for de nuværende peruvianere. Selvom det ligger mere end 500 år tilbage i tiden, anses det stadig som en vigtig del af deres arv, og det har derfor betydning for deres identitetsdannelse.

Alle områder af Peru havde en vis betydning for inkariget, men første gang vi for alvor fik berøring med riget, var da vi ramte inkahovedstaden Cusco. Første inkategn ved ankomst i Cusco, er at byen stadig den dag i dag er flankeret af det gamle regnbuefarvede inkaflag 

Cusco er en virkelig fascinerende by, fordi den ligger placeret i en stor dal. På trods af denne placering er der over 300.000 indbyggere byen, og alle disse er bosat i enten etplans eller toplans huse, da man grundet jordskælvsfaren ikke kan have etagebyggeri. Derfor danner alle de mange små hvide huse et flot tæppe dækkende over hele dalen. Cusco’s status som inkaernes hovedstadsby giver sig naturligvis udtryk i flere gamle monumenter fra tiden. Her kan bl.a. nævnes en tolvkantet sten. Umiddelbart lyder det ikke hverken spændende eller mærkværdigt, men det bliver det ved tanken om hvilke teknikker, de havde til rådighed. Der var ingen motordrevne værktøjer og alligevel har de formået at lave tætte og perfekt sammensatte bygningsværker ved en udhugning af stenene.

En anden seværdig ting i Cusco er den velbevarede ruinby Sacsaywaman.

Efter besøget i Cusco bevægede vi os ud på den meget berømte inkasti. Oprindeligt gik den de ca. 100 km, der er fra Cusco til Macchu Pichu, men kun de sidste 40 km er velbevarede. Det er en fabelagtig rute, der ender ud med en endnu flottere belønning. De 40 km er meget bjergrige, og man går bl.a. over bjergpas i mere end 4.000 meters højde. Det er en lang og trættende tur, men udsigten er god lige meget, hvor man kigger hen, og desuden er stien rigtig god at gå på selvom, den er lagt af inkaerne mange hundrede år siden.

Det er en flerdages tur, hvor man så på sidstedagen når selve Macchu Pichu. Man kommer tidligt om morgenen, og man når at se solen stå op over den gamle ruinby. Det er et fantastisk syn, da bjergene bag byen har dannet en såkaldt ”solport”, og solens lys derfor let og flot kan følges med øjet.

Inde i selve ruinbyen fik vi en fantastisk engageret rundvisning, der for alvor åbnede vores øjne for de tanker de dengang havde. Der lå en tanke bag alle de forskellige bebyggelser, såsom at solen skulle kunne årstidsbestemme ved, at dens lys ville danne forskelligt mønster p en væg alt efter årstiden.

Kulturmødet i sig selv var dog næsten den største oplevelse. Forskellene var naturligvis store i forhold til udseende og fysik. Men især identitetsforskellen var interessant.

For her kom vi fra et liv i luksus i et land, der har været selvstændigt i tusinde år, og mødte en masse fattige og hårdtarbejdende peruvianere. Det var folk, der levede et hårdt liv, men som alligevel var glade og stolte. Ikke stolte af en karrieremæssig forfremmelse, men stolte af deres land. Stolte af at leve i et frit og velfungerende land. Stolte af at være peruvianere og stolte af at blive set som en inka.

En ting er sikkert; en rejse i inkaland vil ikke blive fortrudt, og derfor kan jeg med rette sige, at jeg varmt kan anbefale Peru som et fremtidigt rejsemål.

Skrevet af Filip Melgaard Jensen

Året 2011: Interview med Peruvianer om afkoloniseringen:

-        Af Filip Melgaard Jensen

Interviewperson: peruvianer fra nutiden

- Hvornår blev Peru et uafhængigt land?

Vi blev et uafhængigt land i år 1821 efter 289 år som en koloni. Vi opnåede altså selvstændighed før mange af de andre kolonidømmer i verden.

-         -  Hvordan opnåede i selvstændighed fra Spanien?

Allerede lige fra starten af 1800-tallet begyndte der at vise sig tegn på uafhængigheden. Her i Peru fik vi en kongelig fæstning, og der opstod forskellige grupper, der kæmpede for uafhængigheden. Disse bevægelser skabte dog ikke resultater med deres fredelige opstand. De manglende resultater skal formentlig tilskrives den grund, at de elitære
og indflydelsesrige borgere i Peru ikke kunne stå sammen,
da det desværre ikke var alle der turde gå imod den magtfulde spanske konge.'
Vi fik altså den borgerlige opstand, som man senere har set mange andre steder, og i stedet begyndte der at ske noget da oprørerne Simón Bolívar og José de San Martíns kom til landet.

De to havde forinden været med til at befri bl.a. Venezuela, og med deres militære kampagner begyndte den udvikling, der altså førte til vores fantastiske uafhængighed i 1821.

-          Hvordan var de daværende peruvianeres følelser omkring at blive et uafhængigt land?

Af de historier jeg har hørt fra mine bedsteforældre kan jeg forstå, at man efterhånden havde indset, at Peru aldrig ville blive frit igen, og derfor var det blevet en del af identiteten at Spanien styrede. Netop derfor var glæden hos befolkningen endnu større, da man så alligevel vandt uafhængigheden. Mange historier har jeg desuden hørt om festlighederne, der fulgte i kølvandet på den vigtige begivenhed. Festerne ville tilsyneladende ingen ende tage.

-          - Hvordan gik resten af 1900-tallet som et uafhængigt land?

Efter en længere tilvænningsperiode fik vi endelig politisk ro fra slutningen af 1830’erne. Det var især med præsident Ramon Castílla, at Peru endelig blev et selvstændigt og stabilt land. Den politiske ro var desuden med til at forbedre landets finanser, fordi der var nogle retningslinjer at forholde sig til. Det var i den periode, der varede frem til 1960, at vores eksport eventyr med gødning kom i gang.

Resten af det 19. århundrede var desværre ikke nær så rolig; der kom politisk og dårligere økonomi, og vi tabte en mindre krig og dermed også territorium til vores nabo, Chile.

Den politiske uro fortsatte resten af århundredet, bl.a. fordi militæret også begyndte at blande sig i magtkampen.

-          - Hvordan har det politiske billede udviklet sig frem mod vores tid?

Militæret fortsatte gennem 1900-tallet med at blande sig i magtkampen, og det har betydet lange perioder med uro. Først i 1970’erne fik de dog med militærkup deres kandidater igennem til de største poster. Da så militæret havde opnået magten prøvede de at gennemføre reformer, der skulle ændre landet og sætte gang i en positiv udvikling. Reformerne slog dog ikke ordentligt igennem, og de skabte sammen med den generelle politiske uro en stor usikkerhed hos befolkningen.

I 1990 begyndte billedet heldigvis at se positivt ud igen. Med minister Alberto Fujimori blev en masse givende reformer skudt i gang. Den økonomiske vækst kom endelige tilbage til vores hårdt trængte land, og jeg fik som mange andre et mere lyst sind i forhold til fremtiden. Vores forhåbninger var, at vores storhed ikke kun skulle ligge i fortiden, men også skulle kunne skabes i fremtiden.

Fujimori er ikke længere ved magten, men udviklingen er fortsat i moderat tempo under vores nuværende præsident.

-          - Hvilket politisk system har i nu?

Vi har et repræsentativt demokrati. Vi har en lovgivende forsamling og en præsident, men desværre har der i de seneste årtier været problemer med korruption og magtmisbrug.

Problemer den nuværende præsident Alan Garcia forsøger at rette op på. Og han har formået at få fremgangen til at fortsætte.

En fremgang, der samtidig betyder, at vi i Peru fortsat bliver mere selvstændige forstået på den måde, at vi fortsat trækker os længere ud af spaniernes skygger.

-          Hvilke gode ting har de politiske reformer medført?

Blandt de mange områder, hvor der er sket er udvikling kan især nævnes uddannelsesområdet. Vi kan med rette sige, at alle peruvianske børn går minimum 7 år i skole.

I 1970’erne lavedes en reform, der netop sagde, at alle børn skulle gennemføre grundskolen.

Det var noget af en udfordring i betragtning af de mange små bjerglandsbyer, der ligger rundt i Andesbjergene. Der blev smidt en stor portion penge i projektet, og derfor er der blevet bygget små flotte skoler i selv de mindste og fattigste landsbyer. Rent faktisk er det faktisk ofte skolen, der er den flotteste bygning i disse landsbyer.

Efter de første syv års grundskole, er der ikke yderligere uddannelsespligt, men alle kan gratis komme på universitet. Og under universitetsstudiet vil man så samtidig modtage uddannelsesstøtte, for at få hverdagen til at hænge sammen.

Uddannelse giver fremgang, og derfor er vi stolte af vores uddannelsessystem.

1500-1800-tallet: Inkariget i kolonitiden

Hvad kendetegner inkariget i kolonitiden?

Af Margueritte Bjørn Jakobsen

Skatkamre og miner udplyndres. Millioner af mennesker udnyttes og omvendes. To kulturer støder sammen. Dette er inka-riget i kolonitiden.

Spaniernes indtog i Inka-riget i 1532 skulle være begyndelsen på en 300 årig lang, smertefuld koloniperiode, hvor kultursammenstød og udnyttelse herskede. Spanierne formåede hurtigt at overtage centrale områder.

Overalt slog koloniherrerene sig ned, hvor de byggede nye byer. På denne måde fik de demonstreret deres tilstedeværelse, hvilket gjorde det nemmere at vinde yderligere indflydelse. Inkaerne mistede hurtigt deres magt.

Kolonitiden var altså kendetegnet på en fuldkommen overtagelse af inkaernes samfund på det politiske, kulturelle, sociale, økonomiske, geografiske og religiøse område. 

Økonomisk set regerede spanierne på to områder, minedrift og landbruget:

De vandt først og fremmest indflydelse ved at overtage landet rent geografisk. Efter  at have plyndret inkaerne for deres umiddelbare tilgængelige skatter var mineudvindelse det næste skridt på vejen til “overtagelsen” af Inkaernes rigdomme. Netop minedriften kom til at spille en central rolle for økonomien under kolonitiden, og denne blev da også ført med hård hånd.                                                  
                                                                                               Inka-bonde der arbejder i markerne

Efter systemet “La Mita” blev oprette, blev de indfødte indianere brugt til tvangsarbejde i minerne. Arbejdet siges at være ekstremt hårdt, og bliver ofte beskrevet som værende en reel udnyttelse af indianerne. Det siges, at kun en tiendedel af af de arbejdende overlevede. Dette skyldes højst sandsynligt lange arbejdesdage under farlige og træge forhold. Efterhånden var der mangel på de indianske minearbejdere, hvilket resulterede i import af 1500 sorte slaver flere gange om året.

Det andet økonomiske område var landbrugsområdet. Inkaerne var kendt for, med stort udkom, at dyrke bakkernes jord i form af terrasser. Spanierne "overtog" både jorden og bønderne igennem det ny indførte spanske system “Encomienda”. Encomienda beskriver spaniernes ret til at overtage de indfødte bønders arbejdskraft. Mod overdragelsen af arbejdskraften fulgte forpligtelsen til at forsørge den spanske krone med landbrugsmæssige skatter, kristne de indfødte arbejdere, og beskytte dem. “Ecomiendaen” var kun i funktion over to generationer, herefter overtog den spanske konge jorden igen, hvorefter jorden blev fordelt på ny. Dermed “ejede” man ikke jorden med “ecomienda” systemet, som det blev tilfældet op mod slutningen af 1600 tallet, hvor en godsejers jorder gik i arv.

Som nævnt var det ikke kun på det økonomiske, men også det kulturelle og religiøse felt spanierne overtog.

De indfødte dyrkede før kolonitiden de hellige kokablade. I kolonitidens begyndelse fortsatte produktionen af bladene med de hellige traditioner, som var forbundet med disse blade. Dermed forbød den spanske konge produktionen af bladene, men han erfarede hurtigt, at disse virkede opkvikkende og mættende. Hvis indianerne ikke havde disse blade at tygge, ville deres liv i minerne blive endnu kortere. Derfor tillod kongen igen dyrkningen af bladene, som nu blev brugt som en slag “betaling” for deres arbejde.

Inkaerne og indianerne skulle omvendes til kristne katolikker. Dette skete gennem hård tvangsomvendelse, hvor de hellige indianske templer blev erstatte af katolske kirker. De indfødtes sprog- og kulturelletraditioner forsøgte spanierne ligeledes at udrydde, men det lykkedes ikke. Indianerne indvilgede i at tage den europæiske tro og kultur på sig, men i det skjulte dyrkede de deres egne kulturelle traditioner, og de bevarede deres oprindelige tro. 

Året 1532: Spanierne kommer!

I året 1532 steg en gruppe på femhundrede spanske eventyrere, med deres leder Francisco Pizarro, i land ved Perus kyst. De var på udkig efter det sagnomspundne land El-Dorado, som sagdes at være landet fuld af rigdomme.

Medens i Inkariget var der magtopgør mellem kongesønnerne Atahualpa og Huáscar. De var uenige om hvorvidt landet mellem dem skulle deles efter deres døde fader. Det endte dog senere hen med at Atahualpa vandt denne strid.

Da inkaerne og spanierne først mødtes, troede inkaerne at spanierne var guddommelige, da de ikke havde oplevet fremmede mennesker på den måde før. Spanierne brugte tilliden fra inkaerne til at få kontakt med inkaernes leder, Atahualpa.

Dette skulle vise sig at være en dum idé af inkaerne. Det viste sig nemlig at spanierne havde i sinde at udnytte Inkaernes tillid, og tog derefter Atahualpa til fange ved mødet.

Spanierne prøvede først at omvende Atahualpa til den kristelige tro, ved at række ham biblen, og fortælle gode ord om Kristendommen. Atahualpa rystede bare biblen, og svarede bidst igen at han ingen gud kunne høre. Dette gjorde spanierne rasende.

Spanierne krævede da en løsesum for at sætte Atahualpa fri igen, hvilket var at inkaerne skulle fylde et rum på cirka 7,5m x 5,5m med det pureste guld og sølv. Dette indvilgede inkaerne i. Der gik et par uger før at rummet var fyldt op med 6 ton guld og 12 ton sølv.

Det var dog ligegyldigt for Francesco Pizarro, der valgte ikke at indfri sin del af løftet, og egentlig bare så dette som en nem måde at få samlet en masse rigdomme. Han lod efterfølgende inkaernes leder, Atahualpa, henrette på byens torv, til stor forargelse for resten af Inkabefolkningen.

Med henrettelsen havde inkaerne absolut ingen styr på deres tropper mere, hvilket gjorde at spanierne havde nemt ved at marchere videre rundt i landet som de ville. Spanierne blev ved med at strømme til Peru, og inden længe havde spanierne erobret strategisk gode steder, og kunne dermed mere eller mindre holde styr på Inkaerne.

1100-1600-tallet:Inkarigets storhed og fald

Inkaerne kan spores tilbage til 1100-tallet, de begyndte deres udbredelse i området omkring byen Cuzco. Den første inka  betegnes som dynastiets grundlægger, og han hed Manco Capac. Han blev tilbedt af inkaerne som direkte søn af solguden, han og hans efterfølgere havde gudestatus. Det var Manco Capac, der begyndte at organisere og opdele Cuzco, men inkariget tog først for alvor fart ved indsættelsen af den niende inka, Pachakúti, i ca. 1438, og dernæst han hans søn Tupac Inca i 1463. Under Tupac blev inkahæren forøget fra 70.000 til 2.500.000 soldater. I løbet af få årtier, hvor inkaerne foretog daglige erobringer, kom inkariget til at strække sig fra det vi i dag kender som Colombia til Chile, med hovedstad i Cuzco.

I forbindelse med opdagelsen af Amerika få årtier tidligere, havde spanieren Francisco Pizarro hørt rygter om, at Andesbjergene havde enorme rigdomme, og derfor sejlede han til Peru efter at have fået sin tilladelse dertil af Spaniens Kong Carlos V. Da Pizarro og hans knap femhundrede soldater gik i land i 1532 mødte de et inkarige i splittelse. Efter en længere krig  mod sin halvbror Huascár om retten til Inkatronen, havde Atahualpa fået magten over imperiet. Atahualpa gik med til at møde spanierne i Cajamarca i Peru, hvorefter spanierne valgte at tage ham til fange. Atahualpa forsøgte at købe sig fri med guld og sølv, spanierne tog glædeligt imod alle de ædle metaller, men de dræbte alligevel Atahualpa. En gerning, der siger meget om hele den spanske koloniserings karakter. Dette spanske indtog blev inkarigets endeligt.

Året 1531: Francisco Pizarros dagbog.

                                                                                                                      Peru havn 26 Maj 1531

Morgendagen hedder den 26. maj 1531, og igen har nye indtryk og opdagelser overvældet min bevidsthed.

Vi er netop lagt til kajs i et fremmed domæne, fyldt med konstante overraskelser i form af den anderledeshed der florerer. Intet er som i Spanien. Menneskene her forekommer så uciviliserede og fjerne. Jeg ved ikke, om det er min underbevidsthed, der spiller mig et pus, vi har jo trods alt været til havs i måneder nu, eller om menneskerne her virkelig er så anderledes. Jeg føler at de er mig underlegne, deres væremåde virker så undermenneskelig, næsten dyrisk vil jeg mene.  De betragter mig som den anderledes, de stirre på mit hvide skæg og skræmmes ved vores geværer, som om de aldrig har set dagens lys.

Jeg har rejst denne lange vej for guld og rigdom, som skulle være i overflod i dette land. For mig virker det urealistisk taget dette folkefærd i betragtning. Hvordan skulle nogle så uciviliserede væsner kunne regere over rigdom i sådanne højder. Men nok med det, så håber jeg ikke, at vores lange og farefulde rejse kommer til at være forgæves, hvis der findes en eneste klump guld i dette land, skal jeg for hver en pris nok opspore den.

Jeg vil nu skue, hvad denne morgendag kan bringe af nye oplevelser. Må gud give os frelse og være med os på hele denne farefulde færd.

Francisco Pizarro

Året 1473: Dagbog fra en inka.

Fakta: Faktisk var det kun kongerne i inkariget, der blev kaldt inkaer, mens resten af befolkningen havde betegnelser alt efter, hvor i riget de kom fra.

En ny dag for landet
Af Filip Melgaard Jensen

Da solen rejste sig gennem solporten ramtes mit blide sind af den samme dejlige følelse, som man altid får, når man vågner op til en ny dag i det skønne Machu Picchu.

To af mine yndlingskoner kom ind med et dejligt fad chuno (frysetørrede kartofler) mens søvnen stadig hang mig i øjnene. Det var vigtigt at komme tidligt op i dag, ligesom det var essentielt med et mættende måltid op til den hårde dags strabadser.

For i dag skulle jeg med mine hoffolk rundt og kontrollere tilstanden ved vores 3 vigtigste kontrolposter, der alle ligger perfekt placeret på bjergsider rundt omkring den smukke fæstning, som jeg som den første af inkaerne har valgt at gøre til mit hjem.

Tidligere havde jeg mange venner blandt de, der nu er mine hoffolk, men på grund af pachacutis love (Inkaernes love, der var en samling traditioner og skikke), var det, efter min udnævnelse som inka, slut med den normale vennesnak. Traditionerne sagde, at jeg i min position som inka skulle vises respekt, og da jeg samtidig har magt til at straffe lige hvem jeg har lyst til, så er folk simpelthen bange for at komme mig for nær. Det kan synes trist, men jeg elsker mit land, og så længe det går os godt, er det det eneste der tæller.

På trods af denne fæstnings(Machu Picchus) beliggenhed midt i Andesbjergene har vi udviklet et velkørende sikkerhedssystem, for det ville være utilgiveligt at lade fremmede få let ved at indtage vores efterhånden store rige. Machu Picchu er placeret i en dal mellem tre bjergtoppe og på hver af disse har jeg ladet opføre et vagttårn, således at mine vagter på de tre bjergtoppe tilsammen kan danne sig et milevidt panoramisk overblik udover bjerglandskerne, og på den måde kan vi nå at forberede os i lang tid på en fremadstormende fjende. En fjende som jeg dog ikke ville levne mange chancer, da det plejer at gå os så godt i krigsmæssig henseende. Guderne har hjulpet os, og lad dem fortsat hjælpe os.

Det er altid dejligt at være ude på tjekrunde som den i dag, for så får jeg virkelig set hvor glade mine undersåtter er for riget og den betydningsfulde rolle, de får lov at ve for det. Mit hjerte varmes ved tanken om de dejlige beskyttere, jeg har rundt på kontrolposterne. De udviser disciplin, mandsmod og troværdighed, og det er lige de ord jeg vil have som beskrivende for hele dette inkarige. Desuden blev jeg igen i dag imponeret over deres konditionsmæssige tilstand; ved test af alarmeringssystemet kunne en arbejder løbe de 6-7 bjergrige kilometer hen til Macchu Pichu på 20 min, og på den måde få videregivet beskeden meget hurtigt.

På vores egen tilbagevej mod byen kom forbi de mange flotte marker, der står i forskelligt plateau på grund af den relativt stejle hældning. Chefen for de forskellige botanikere og farmere kom da hen til mig og fortalte lange historier om de nye krydderier, de er begyndt at dyrke. Både nye stærke ting til maden; ting, der skulle være lettere at dyrke end der at opdrive den dyrebare og desuden også forskellige planter til medicinsk brug, bl.a. en enkelt plantesaft til at lindre sår. Botanikeren var meget passioneret omkring fortællingen, som derfor blev utroligt spændende.

Alt i alt en dag, hvor jeg fik bekræftet alle mine gode følelser omkring de nærmeste folk i mit rige. Jeg fik vist mig frem således, at de ved, at deres herre er nærværende og interesseret. Efter en dejlig dag ligger jeg mest af alt bare inde med store forventninger om endnu en god og udbytterig dag i morgen.

Tupac Inka