Året 2011: Interview med Peruvianer om afkoloniseringen:

-        Af Filip Melgaard Jensen

Interviewperson: peruvianer fra nutiden

- Hvornår blev Peru et uafhængigt land?

Vi blev et uafhængigt land i år 1821 efter 289 år som en koloni. Vi opnåede altså selvstændighed før mange af de andre kolonidømmer i verden.

-         -  Hvordan opnåede i selvstændighed fra Spanien?

Allerede lige fra starten af 1800-tallet begyndte der at vise sig tegn på uafhængigheden. Her i Peru fik vi en kongelig fæstning, og der opstod forskellige grupper, der kæmpede for uafhængigheden. Disse bevægelser skabte dog ikke resultater med deres fredelige opstand. De manglende resultater skal formentlig tilskrives den grund, at de elitære
og indflydelsesrige borgere i Peru ikke kunne stå sammen,
da det desværre ikke var alle der turde gå imod den magtfulde spanske konge.'
Vi fik altså den borgerlige opstand, som man senere har set mange andre steder, og i stedet begyndte der at ske noget da oprørerne Simón Bolívar og José de San Martíns kom til landet.

De to havde forinden været med til at befri bl.a. Venezuela, og med deres militære kampagner begyndte den udvikling, der altså førte til vores fantastiske uafhængighed i 1821.

-          Hvordan var de daværende peruvianeres følelser omkring at blive et uafhængigt land?

Af de historier jeg har hørt fra mine bedsteforældre kan jeg forstå, at man efterhånden havde indset, at Peru aldrig ville blive frit igen, og derfor var det blevet en del af identiteten at Spanien styrede. Netop derfor var glæden hos befolkningen endnu større, da man så alligevel vandt uafhængigheden. Mange historier har jeg desuden hørt om festlighederne, der fulgte i kølvandet på den vigtige begivenhed. Festerne ville tilsyneladende ingen ende tage.

-          - Hvordan gik resten af 1900-tallet som et uafhængigt land?

Efter en længere tilvænningsperiode fik vi endelig politisk ro fra slutningen af 1830’erne. Det var især med præsident Ramon Castílla, at Peru endelig blev et selvstændigt og stabilt land. Den politiske ro var desuden med til at forbedre landets finanser, fordi der var nogle retningslinjer at forholde sig til. Det var i den periode, der varede frem til 1960, at vores eksport eventyr med gødning kom i gang.

Resten af det 19. århundrede var desværre ikke nær så rolig; der kom politisk og dårligere økonomi, og vi tabte en mindre krig og dermed også territorium til vores nabo, Chile.

Den politiske uro fortsatte resten af århundredet, bl.a. fordi militæret også begyndte at blande sig i magtkampen.

-          - Hvordan har det politiske billede udviklet sig frem mod vores tid?

Militæret fortsatte gennem 1900-tallet med at blande sig i magtkampen, og det har betydet lange perioder med uro. Først i 1970’erne fik de dog med militærkup deres kandidater igennem til de største poster. Da så militæret havde opnået magten prøvede de at gennemføre reformer, der skulle ændre landet og sætte gang i en positiv udvikling. Reformerne slog dog ikke ordentligt igennem, og de skabte sammen med den generelle politiske uro en stor usikkerhed hos befolkningen.

I 1990 begyndte billedet heldigvis at se positivt ud igen. Med minister Alberto Fujimori blev en masse givende reformer skudt i gang. Den økonomiske vækst kom endelige tilbage til vores hårdt trængte land, og jeg fik som mange andre et mere lyst sind i forhold til fremtiden. Vores forhåbninger var, at vores storhed ikke kun skulle ligge i fortiden, men også skulle kunne skabes i fremtiden.

Fujimori er ikke længere ved magten, men udviklingen er fortsat i moderat tempo under vores nuværende præsident.

-          - Hvilket politisk system har i nu?

Vi har et repræsentativt demokrati. Vi har en lovgivende forsamling og en præsident, men desværre har der i de seneste årtier været problemer med korruption og magtmisbrug.

Problemer den nuværende præsident Alan Garcia forsøger at rette op på. Og han har formået at få fremgangen til at fortsætte.

En fremgang, der samtidig betyder, at vi i Peru fortsat bliver mere selvstændige forstået på den måde, at vi fortsat trækker os længere ud af spaniernes skygger.

-          Hvilke gode ting har de politiske reformer medført?

Blandt de mange områder, hvor der er sket er udvikling kan især nævnes uddannelsesområdet. Vi kan med rette sige, at alle peruvianske børn går minimum 7 år i skole.

I 1970’erne lavedes en reform, der netop sagde, at alle børn skulle gennemføre grundskolen.

Det var noget af en udfordring i betragtning af de mange små bjerglandsbyer, der ligger rundt i Andesbjergene. Der blev smidt en stor portion penge i projektet, og derfor er der blevet bygget små flotte skoler i selv de mindste og fattigste landsbyer. Rent faktisk er det faktisk ofte skolen, der er den flotteste bygning i disse landsbyer.

Efter de første syv års grundskole, er der ikke yderligere uddannelsespligt, men alle kan gratis komme på universitet. Og under universitetsstudiet vil man så samtidig modtage uddannelsesstøtte, for at få hverdagen til at hænge sammen.

Uddannelse giver fremgang, og derfor er vi stolte af vores uddannelsessystem.