Året 1473: Dagbog fra en inka.

Fakta: Faktisk var det kun kongerne i inkariget, der blev kaldt inkaer, mens resten af befolkningen havde betegnelser alt efter, hvor i riget de kom fra.

En ny dag for landet
Af Filip Melgaard Jensen

Da solen rejste sig gennem solporten ramtes mit blide sind af den samme dejlige følelse, som man altid får, når man vågner op til en ny dag i det skønne Machu Picchu.

To af mine yndlingskoner kom ind med et dejligt fad chuno (frysetørrede kartofler) mens søvnen stadig hang mig i øjnene. Det var vigtigt at komme tidligt op i dag, ligesom det var essentielt med et mættende måltid op til den hårde dags strabadser.

For i dag skulle jeg med mine hoffolk rundt og kontrollere tilstanden ved vores 3 vigtigste kontrolposter, der alle ligger perfekt placeret på bjergsider rundt omkring den smukke fæstning, som jeg som den første af inkaerne har valgt at gøre til mit hjem.

Tidligere havde jeg mange venner blandt de, der nu er mine hoffolk, men på grund af pachacutis love (Inkaernes love, der var en samling traditioner og skikke), var det, efter min udnævnelse som inka, slut med den normale vennesnak. Traditionerne sagde, at jeg i min position som inka skulle vises respekt, og da jeg samtidig har magt til at straffe lige hvem jeg har lyst til, så er folk simpelthen bange for at komme mig for nær. Det kan synes trist, men jeg elsker mit land, og så længe det går os godt, er det det eneste der tæller.

På trods af denne fæstnings(Machu Picchus) beliggenhed midt i Andesbjergene har vi udviklet et velkørende sikkerhedssystem, for det ville være utilgiveligt at lade fremmede få let ved at indtage vores efterhånden store rige. Machu Picchu er placeret i en dal mellem tre bjergtoppe og på hver af disse har jeg ladet opføre et vagttårn, således at mine vagter på de tre bjergtoppe tilsammen kan danne sig et milevidt panoramisk overblik udover bjerglandskerne, og på den måde kan vi nå at forberede os i lang tid på en fremadstormende fjende. En fjende som jeg dog ikke ville levne mange chancer, da det plejer at gå os så godt i krigsmæssig henseende. Guderne har hjulpet os, og lad dem fortsat hjælpe os.

Det er altid dejligt at være ude på tjekrunde som den i dag, for så får jeg virkelig set hvor glade mine undersåtter er for riget og den betydningsfulde rolle, de får lov at ve for det. Mit hjerte varmes ved tanken om de dejlige beskyttere, jeg har rundt på kontrolposterne. De udviser disciplin, mandsmod og troværdighed, og det er lige de ord jeg vil have som beskrivende for hele dette inkarige. Desuden blev jeg igen i dag imponeret over deres konditionsmæssige tilstand; ved test af alarmeringssystemet kunne en arbejder løbe de 6-7 bjergrige kilometer hen til Macchu Pichu på 20 min, og på den måde få videregivet beskeden meget hurtigt.

På vores egen tilbagevej mod byen kom forbi de mange flotte marker, der står i forskelligt plateau på grund af den relativt stejle hældning. Chefen for de forskellige botanikere og farmere kom da hen til mig og fortalte lange historier om de nye krydderier, de er begyndt at dyrke. Både nye stærke ting til maden; ting, der skulle være lettere at dyrke end der at opdrive den dyrebare og desuden også forskellige planter til medicinsk brug, bl.a. en enkelt plantesaft til at lindre sår. Botanikeren var meget passioneret omkring fortællingen, som derfor blev utroligt spændende.

Alt i alt en dag, hvor jeg fik bekræftet alle mine gode følelser omkring de nærmeste folk i mit rige. Jeg fik vist mig frem således, at de ved, at deres herre er nærværende og interesseret. Efter en dejlig dag ligger jeg mest af alt bare inde med store forventninger om endnu en god og udbytterig dag i morgen.

Tupac Inka