Året 2008: På opdagelse i Inkaland

Det var ca. 550 år siden inkarigets fald, men alligevel føltes den store betydning det gamle rige stadig har for området.

I sommeren år 2010 var jeg og resten af min familie på en oplevelsesrig rejse rundt i det gamle inka land, Peru.

En helt uforglemmelig oplevelse var det at se de geniale måder, hvorpå de tænkte, og de måder de deraf havde indrettet samfundet på. Vi var rundt og se nogle af de vigtigste af inkaernes bastioner, og det var her vi fik de mest passionerede foredrag om inka-tiden. Og under de mange fortællinger vi fik, fik vi for alvor øjnene op for den historiske betydning inkariget har for de nuværende peruvianere. Selvom det ligger mere end 500 år tilbage i tiden, anses det stadig som en vigtig del af deres arv, og det har derfor betydning for deres identitetsdannelse.

Alle områder af Peru havde en vis betydning for inkariget, men første gang vi for alvor fik berøring med riget, var da vi ramte inkahovedstaden Cusco. Første inkategn ved ankomst i Cusco, er at byen stadig den dag i dag er flankeret af det gamle regnbuefarvede inkaflag 

Cusco er en virkelig fascinerende by, fordi den ligger placeret i en stor dal. På trods af denne placering er der over 300.000 indbyggere byen, og alle disse er bosat i enten etplans eller toplans huse, da man grundet jordskælvsfaren ikke kan have etagebyggeri. Derfor danner alle de mange små hvide huse et flot tæppe dækkende over hele dalen. Cusco’s status som inkaernes hovedstadsby giver sig naturligvis udtryk i flere gamle monumenter fra tiden. Her kan bl.a. nævnes en tolvkantet sten. Umiddelbart lyder det ikke hverken spændende eller mærkværdigt, men det bliver det ved tanken om hvilke teknikker, de havde til rådighed. Der var ingen motordrevne værktøjer og alligevel har de formået at lave tætte og perfekt sammensatte bygningsværker ved en udhugning af stenene.

En anden seværdig ting i Cusco er den velbevarede ruinby Sacsaywaman.

Efter besøget i Cusco bevægede vi os ud på den meget berømte inkasti. Oprindeligt gik den de ca. 100 km, der er fra Cusco til Macchu Pichu, men kun de sidste 40 km er velbevarede. Det er en fabelagtig rute, der ender ud med en endnu flottere belønning. De 40 km er meget bjergrige, og man går bl.a. over bjergpas i mere end 4.000 meters højde. Det er en lang og trættende tur, men udsigten er god lige meget, hvor man kigger hen, og desuden er stien rigtig god at gå på selvom, den er lagt af inkaerne mange hundrede år siden.

Det er en flerdages tur, hvor man så på sidstedagen når selve Macchu Pichu. Man kommer tidligt om morgenen, og man når at se solen stå op over den gamle ruinby. Det er et fantastisk syn, da bjergene bag byen har dannet en såkaldt ”solport”, og solens lys derfor let og flot kan følges med øjet.

Inde i selve ruinbyen fik vi en fantastisk engageret rundvisning, der for alvor åbnede vores øjne for de tanker de dengang havde. Der lå en tanke bag alle de forskellige bebyggelser, såsom at solen skulle kunne årstidsbestemme ved, at dens lys ville danne forskelligt mønster p en væg alt efter årstiden.

Kulturmødet i sig selv var dog næsten den største oplevelse. Forskellene var naturligvis store i forhold til udseende og fysik. Men især identitetsforskellen var interessant.

For her kom vi fra et liv i luksus i et land, der har været selvstændigt i tusinde år, og mødte en masse fattige og hårdtarbejdende peruvianere. Det var folk, der levede et hårdt liv, men som alligevel var glade og stolte. Ikke stolte af en karrieremæssig forfremmelse, men stolte af deres land. Stolte af at leve i et frit og velfungerende land. Stolte af at være peruvianere og stolte af at blive set som en inka.

En ting er sikkert; en rejse i inkaland vil ikke blive fortrudt, og derfor kan jeg med rette sige, at jeg varmt kan anbefale Peru som et fremtidigt rejsemål.

Skrevet af Filip Melgaard Jensen