1500-1800-tallet: Inkariget i kolonitiden

Hvad kendetegner inkariget i kolonitiden?

Af Margueritte Bjørn Jakobsen

Skatkamre og miner udplyndres. Millioner af mennesker udnyttes og omvendes. To kulturer støder sammen. Dette er inka-riget i kolonitiden.

Spaniernes indtog i Inka-riget i 1532 skulle være begyndelsen på en 300 årig lang, smertefuld koloniperiode, hvor kultursammenstød og udnyttelse herskede. Spanierne formåede hurtigt at overtage centrale områder.

Overalt slog koloniherrerene sig ned, hvor de byggede nye byer. På denne måde fik de demonstreret deres tilstedeværelse, hvilket gjorde det nemmere at vinde yderligere indflydelse. Inkaerne mistede hurtigt deres magt.

Kolonitiden var altså kendetegnet på en fuldkommen overtagelse af inkaernes samfund på det politiske, kulturelle, sociale, økonomiske, geografiske og religiøse område. 

Økonomisk set regerede spanierne på to områder, minedrift og landbruget:

De vandt først og fremmest indflydelse ved at overtage landet rent geografisk. Efter  at have plyndret inkaerne for deres umiddelbare tilgængelige skatter var mineudvindelse det næste skridt på vejen til “overtagelsen” af Inkaernes rigdomme. Netop minedriften kom til at spille en central rolle for økonomien under kolonitiden, og denne blev da også ført med hård hånd.                                                  
                                                                                               Inka-bonde der arbejder i markerne

Efter systemet “La Mita” blev oprette, blev de indfødte indianere brugt til tvangsarbejde i minerne. Arbejdet siges at være ekstremt hårdt, og bliver ofte beskrevet som værende en reel udnyttelse af indianerne. Det siges, at kun en tiendedel af af de arbejdende overlevede. Dette skyldes højst sandsynligt lange arbejdesdage under farlige og træge forhold. Efterhånden var der mangel på de indianske minearbejdere, hvilket resulterede i import af 1500 sorte slaver flere gange om året.

Det andet økonomiske område var landbrugsområdet. Inkaerne var kendt for, med stort udkom, at dyrke bakkernes jord i form af terrasser. Spanierne "overtog" både jorden og bønderne igennem det ny indførte spanske system “Encomienda”. Encomienda beskriver spaniernes ret til at overtage de indfødte bønders arbejdskraft. Mod overdragelsen af arbejdskraften fulgte forpligtelsen til at forsørge den spanske krone med landbrugsmæssige skatter, kristne de indfødte arbejdere, og beskytte dem. “Ecomiendaen” var kun i funktion over to generationer, herefter overtog den spanske konge jorden igen, hvorefter jorden blev fordelt på ny. Dermed “ejede” man ikke jorden med “ecomienda” systemet, som det blev tilfældet op mod slutningen af 1600 tallet, hvor en godsejers jorder gik i arv.

Som nævnt var det ikke kun på det økonomiske, men også det kulturelle og religiøse felt spanierne overtog.

De indfødte dyrkede før kolonitiden de hellige kokablade. I kolonitidens begyndelse fortsatte produktionen af bladene med de hellige traditioner, som var forbundet med disse blade. Dermed forbød den spanske konge produktionen af bladene, men han erfarede hurtigt, at disse virkede opkvikkende og mættende. Hvis indianerne ikke havde disse blade at tygge, ville deres liv i minerne blive endnu kortere. Derfor tillod kongen igen dyrkningen af bladene, som nu blev brugt som en slag “betaling” for deres arbejde.

Inkaerne og indianerne skulle omvendes til kristne katolikker. Dette skete gennem hård tvangsomvendelse, hvor de hellige indianske templer blev erstatte af katolske kirker. De indfødtes sprog- og kulturelletraditioner forsøgte spanierne ligeledes at udrydde, men det lykkedes ikke. Indianerne indvilgede i at tage den europæiske tro og kultur på sig, men i det skjulte dyrkede de deres egne kulturelle traditioner, og de bevarede deres oprindelige tro.